March 24th, 2009 by douglas
Som en sommerfuglelarve kæmper jeg i min kokon. For at komme ud. For at blive fri. For at kunne flyve uhindret og frit. Som den smukkeste sommerfugl, på den dejligste sommerdag. Hvor blomsterne er glade, og trodsigt kigger den brændende sol i øjnene. Og bierne summer lystigt, og slås kærligt med brumbasserne om den søde nektar. Og hvor varmen og glæden mærkes alle steder.
Jeg glæder mig til den sommerdag. Rigtig meget. Lige nu er tingene bare mudret og grå. Det er som om en eller anden bare kom og fjernede den 3. dimension. Tingene tromler trivelt afsted. Nemmere og lettere end før, men stadig med en vis skurren. En skurren der ikke lader sådan lige til at gå væk. Som en sten i skoen der ikke er til at finde.
Så jeg trodser skyerne, og insisterer på at solen gemmer sig bagved dem. Og strålerne skal nok bryde frem på et tidspunkt.
Posted in Ukategoriseret | 1 Comment »
February 22nd, 2009 by douglas
For jeg tror jeg har set evigheden.
Det føles bare så uretfærdigt at noget der er så tæt på at man næsten kan smage det, ikke er til at gribe.
Jeg bliver sindsyg!
Rodløs og modløs. Og jeg er ikke sur på noget eller noget. Eller skuffet. Jeg er bare ked af det.
Tid! Over tid bliver tingene bedre. Det bli’r de. Det er de nødt til. Det er de simpelthen nødt til. Det har KRAFTEDDEME bare at blive bedre!!!
’cause you make me feel like a dog
You can’t see my emotion
Is this for real?
I’m a man sinking deep
Lortespasser søndag!
Jeg overvejer om jeg måske ikke skulle have publiceret et enkelt eller to af de udkast på blogindlæg jeg har liggende. Så var dette indlæg måske blevet lidt mindre indebrændt.
Posted in Ukategoriseret | 1 Comment »
December 3rd, 2008 by douglas
Jeg burde være gået i seng. Forlængst. Men så bliver aftenen i dag, altså som så mange af de andre aftener. Undtaget er dog, at jeg her til aften faktisk har været ret produktiv. Jeg nyder at lave en dosmer, og så efterfølgende sætte en masse streger ud for de ting jeg har fået ordnet. Nogle af tingene har godt nok hængt lidt længe, men nu er de i hvert fald fikset.
Jeg er særligt glad for at jeg fik færdiggjort et draft der har ligget i min mail alt for længe. For jeg har en filmbuff leg med min bror. Man nævner 2 skuespillere, og så skal modparten via ‘vadestene’ (film og skuespillere) binde dem sammen. Et eksempel kunne være Brad Pitt # Arnold Schwarzenegger. Løsningen ville så være:
Brad Pitt [Oceans Eleven] George Clooney [Batman & Robin] Arnold Schwazenegger.
Egentlig ret nørdet, men samtidig hyggeligt fordi det trods alt afstedkommer at vi snakker lidt oftere med hinanden end ellers. Og siden at de to tråde vi haft kørende har hængt hos mig, vil jeg være glad hvis kan komme godt i gang igen.
Men jeg sidder stadig oppe. Har det egentlig ret godt, men sov bare over mig i morges. Nåede aldrig ud af døren. Godt man kan arbejde hjemme engang i mellem. Det gjorde i hvert fald en masse godt for mig. Jeg mærker ukeligheden simre indeni. Og jeg synes der er mange indikatorer på at jeg er på rette vej.
Posted in Ukategoriseret | 2 Comments »
November 26th, 2008 by douglas
Ja, så besluttede jeg lige at jeg ville rapportere lidt på dagsformen. Og den er sgu egentlig ret god. Ikke dermed sagt at normaltilstanden helt er nået, men den er ikke så pokkers langt væk. Fordums minder spøger i langt mindre grad. Rent faktisk spøger de slet ikke - de er der bare. Endnu en præmis for det videre liv. Endnu lidt erindringskorn på livets store overskudslager.
Faren, som jeg ser den, er at der kan indtræffe et massivt trumerum. Et trumerum, en stilstand, der blot indkluderer arbejde og opretholdelse af livets nødvendigheder. Derfor har jeg besluttet at der skal tages noget action. Der skal nogle aktiviteter på banen. Hvad de bliver har jeg ingen anelse om endnu. Men jeg ved med mig selv at jeg er nødt til at gøre det.
For der er en vis tomhed. Hvad der før fyldte rigtig meget, er stille fordampet - uden at blive erstattet af noget nyt. Endnu. Men tomheden skaber dog ikke uro. For visheden om det gode liv er der. Der skal som nævnt bare findes nogle projekter at kaste sig over. Nogle ting at lave. Og nogle tøser at løbe efter. For dem kan jeg rigtig godt lide. De interessante er der jo desværre en vis afstand i mellem. Det er nu heller ikke nemt, når man vil have ‘det hele’. For når man én gang har været så højt oppe, at man kunne skjule jorden ved at løfte tommelfingeren foran øjet i armslængde… Ja, så er det jo der man ønsker at være det meste af tiden.
Så egentlig er konklusionen på det hele at der er intet der er dårligt, og at fundamentet er ved at være velfunderet. Det betyder velsagtens at der snart kommer nogle eventyr i min retning. Det ser jeg frem til.
Posted in dagsform | 9 Comments »
November 14th, 2008 by douglas
Kan ikke lige forklare det. Kan ikke helt sætte fingeren på det. Kan ikke forstå det.
Men der er ved at trænge noget Mojo ind i min verden. Det kan hverken ses, høres, smages eller lugtes. Det kan ikke forklares. Det er der bare. Og det er super fedt. For jeg elsker min Mojo. Det er den der gør at jeg til tider rent fysisk kan stå og hoppe på stedet som et barn - ene og alene fordi jeg synes at noget er super godt. Det er den der gør at jeg retter rygger og knejser stolt. Det er den der gør at solen lyser klarere, og går senere ned. Det er den der gør at jeg kan smile skælmsk tilbage, uanset hvad verden byder mig. Den minder mig om at jeg er usårlig, og helt igennem unik.
Der er ikke så meget Mojo endnu. men den er der! Og den skal nok nå fuld styrke igen. Men det kommer sivende. Ikke nævneværdigt hurtigt, men konstant og hele tiden. Med en ustoppelig kraft bliver den ved at pible frem. Gennem enhver sprække. Her, der og alle vegne. Over det hele.
Og jeg ikke andet end bare smile. For det gode kommer til mig. Lige nu skinner solen fra en skyfri himmel, og jeg kan se milevidt.
Hvem ved, måske har jeg i morgen glemt denne følelse, og er blevet Mojo-blind. Men lige nu, og lige her - er meldingen: Alt er godt. Og jeg skal passe på Jer alle sammen.
Alt er fantastisk!
Posted in mig | 3 Comments »
November 12th, 2008 by douglas
Har lige besluttet mig for at begynde at lave lidt status over min ‘dagsform’. Ikke hver dag selvfølgelig. Men bare sådan til husbehov. Over tid vil dette sikkert skabe nogle tæerkrummende skriblerier, når jeg senere vil læse dem.
Jeg har arbejdet hjemme i dag. Det vil sige, jeg har ikke arbejdet så meget - bare været hjemme. Jeg har bare siddet og stenet, og været aktiv med at lave ingenting. Jeg nåede først i seng halv 4 i går, så jeg fik ikke kæmpet mig ud af sengen førend kvart i 8. Sådan har det været i et stykke tid. Om aftenen sidder jeg bare med computeren på skødet, mens jeg drikker et par øl. For hvis ikke jeg er sikker på at falde hurtigt i søvn, går jeg ikke i seng. For der er sgu for mange ting der rumsterer. X’en, arbejdet og livet i al almindelighed.
Jeg synes ikke at jeg normalt er sådan. Jeg plejer at have en rimelig ukuelighed. Grænsende til det irriterende. Jeg tror også jeg er blevet påvirket af dem omkring mig. Nogle af vennerne har det også lidt svært i disse tider. X’en har også en masse. Og selvom x’en på ingen måde er en del af min hverdag - hun har faktisk lige afsluttet den smule kommunikation vi havde fordi den ‘went dead end’ og den gjorde hende lidt trist. Og selvom hun er ude af mit liv, så synes jeg stadig det er trist at vide at én man holder af har det svært. Hun har det sikkert på sin egen måde, også sådan overfor mig.
Så lige nu synes jeg bare at solen er gemt bag skyer. Jeg ved den er derude et sted, jeg kan bare ikke se den lige nu.
Posted in dagsform | 9 Comments »
November 11th, 2008 by douglas
Humøret tog (af årsager som kan afsløre for meget, og derfor ikke arter sig til at blive uddybet her) lige et dyk her til aften.
Men det er satme svært at være en følsom skiderik. Ingen tvivl om at jeg bliver behandlet ‘pænt’ af x’en. Det er ikke fordi hun har skåret alle bånd. Men som en anden superhelt hængende i en wire (og jo, selvfølgelig er der super langt med), kan jeg se de enkelte tråde knække(blive skåret over) én for én. Med et unaturlig høj og skarp lyd. Og vi ved alle hvad der sker… På et tidspunkt må jeg falde. Dybt… Og ende med at måtte acceptere at det endeligt er forbi.
Så hvad fanden gør en følsom skiderik som mig? ‘I’m drawing a fucking blank here’. Jeg synes sku bare det er svært. Svært at forstå hvad der gik galt. Svært at forstå hvorfor det der føltes så rigtigt er en umulighed. Dybest set svært ved at acceptere tingenes tilstand.
Tænk om jeg kunne være ligegyldig overfor det. Det ville være så rart. Det ville sku gøre alting så meget nemmere. Men jeg er jo som jeg er. Og derfor rammer det nu engang som det gør. Men på trods af at jeg selv mener at er rimelig god til visse former for kommunikation, så er det desværre umuligt for x’en og jeg ikke at ryge ud på et sidespor. Fuck. For var der én i verden jeg gerne ville kunne kommmunikere godt med: Ja, gæt selv hvem det så ville være. Skæbnens ironi.
Alle rødderne siger (og med rette), at jeg bare skal se at komme videre… Men det er jo ligesom paradokset med os rygere… Hvis man ikke har lyst til at holde op med at ryge - hvorfor skulle man så gøre det? Og hvorfra kommer motivationen? Så jo, selvfølgelig skal jeg da videre. Det er bare røvsvært, når man ikke er motiveret for det.
Måske var jeg bare så fucking forelsket at det hele endte med at være et glansbillede. At tingene aldrig kunne være gået for vi simpelthen var for ens/forskellige (pick any).
Jeg må altså se at komme ud denne ‘køren i cirkler’ med mine tanker. Det er sku nok slet ikke sundt. Jeg savner hende jo bare i min sofa. I min seng. At snakke med hende. At gå en tur med hende, Savner hende bare. Jeg håber den kvinde jeg en dag kaster alle de følelser efter, kan holde til dem. For lige nu, har jeg så meget inde i mig jeg ikke kan komme af med.
Posted in kærlighed | 12 Comments »
November 10th, 2008 by douglas
Sidder og kigger ud på regnen. Ikke egentlig deprimeret, bare lidt mut. Tænker på x’en, der stadig fylder indeni. Der er ingen grund til at hun stadig gør det, for det var trods alt kun en intens eftersommer ting. Men det var et par gode måneder.
Har selvfølgelig været på druk hele weekenden. Det er det fridagene bliver brugt på i disse tider. At komme ud blandt fremmede mennesker, og bare blive fuld. Jeg er endnu ikke helt klar til at sidde alene hjemme i lejligheden (som jeg gør nu), for så begynder tankerne igen at kredse om hende. Mindre end tidligere dog, så det går vel den rigtige vej.
Fik forleden et brev fra en pige på den datingside jeg er på. Jeg vil indtil videre kalde hende ?, for jeg har aldrig talt med hende. Vi skrev lidt sammen om hint og dint. Hun fik et billede at se af mig, og jeg fik efterfølgende hendes msn (som hun sagde - ‘der har jeg billede på’). Vi skrev kort tid sammen fredag aften inden jeg skulle videre. Og det blev til et par sms’er i løbet af weekenden. Vi nåede dog aldrig at mødes, på trods af at vi begge var i byen både fredag og lørdag. På lørdag skal hun til sensation i Parken. Dansefest, hvor det er et krav at man er klædt i hvidt. Nogle af rødderne skal også derind, og jeg overvejer om jeg ikke skal tage med. Det spurgte ? også om jeg gjorde. ? virker som en pige der kunne være god for mig lige pt. Hun søger ikke en kæreste, men bare sjov og ballade. Hun er interesseret i mere end husmorsex (hvilket jeg også er), og så bor hun vist ikke så pokkers langt fra mig. På papiret et umiddelbart ret godt rebound tidsfordriv.
Men når alt kommer til alt, så er det jo egentlig ikke hende jeg vil. Men hende jeg vil, vil ikke mig. Det er de kolde kendsgerninger. Jeg ender dog nok med at tage til Sensation lørdag, og hvis der er noget tiltrækning mellem os, så ender vi sku nok også med at have hed dyrisk sex. For det vil ikke være andet. Jeg vil ikke andet. ‘Numb’ er vist ordet.
Jeg glæder mig til, når en kvinde igen kommer til at fylde noget i mit liv. Og dermed skubbe x’en i baggrunden. Glæder mig til at savne én, der også savner mig. Glæder mig til at være sammen med én, der ikke på samme tid trækker tæt, og skubber væk. For det var det der var svært med x’en. Den konstante nærhed efterfulgt af fjernhed. En hyggeligt søndag og nat sammen. Efterfulgt af en ’sikke en lang dag jeg har haft. Sov godt, skat’- sms klokken halv 12 mandag aften. Ikke noget om savn, følelser og den fantastiske sex der havde været. Blot en massiv afstand. Det var sku egentlig ikke særligt nemt. Men det ændrede jo ikke på mine følelser overfor hende. Så konklusionen på det hele, midt i dette umiddelbare rod, er at jeg glæder mig. Jeg er glad for at jeg er kommet hertil.
Posted in efterår, kærlighed | 4 Comments »
November 5th, 2008 by douglas
Jamen så begynder jeg så stille på det, jeg ifølge ‘kom godt i gang med din nye blog’ skulle have skrevet til at starte med. Nemlig lidt om hvorfor jeg overhovedet har tænkt mig at skrive på et endnu uberørt sted af det store internet.
I går var jeg i rigtigt dårligt humør. Følelsen af at mørket lå tungt på mine skuldre var overvældende. Måske var de også fordi jeg havde været syg et par dage. Så bliver jeg sku lidt træt af at kigge ind i væggen. Når det hele er én stor overspringshandling.
Men tilbage til det, der egentlig var agendaen i dette skriv. Nemlig ‘den stilfærdige start’ på alt dette skriblen…
I og med at dette må siges at være verdens mest taknemmelige samtalebog (jeg stiller jo selv de spørgsmål jeg skal svare på), vil jeg starte med at spørge mig selv:
Douglas: ‘Douglas, hvorfor begyndte du overhovedet at skrive en blog?’
Douglas: ‘Hmm, jeg er glad for at du stiller det spørgsmål, Douglas. Og jeg tror mest af alt det er følelsen af at kunne fortælle hvad som helst til stort set alle. Stort set alle kan i hvert fald potentielt læse det. Tanken om at stå i Grand Canyon og bare råbe sit inderste ud - og et eller andet sted er der en der siger; “Jeg hører hvad du siger”. Det finder jeg super inspirerende. Selvfølgelig er der også mange begrænsninger i forhold til menneskelig interaktion. Det er jo bare en præmis. Men dette skal måske bare på lidt skræmmende Stephen King’sk manér ses som en dagbog der svarer igen. Eller en ganske dejlig verden, en verden som jeg tror at børns verden er; ingen forudindtagethed, ingen skjult agenda, blot et åbent sind og hvad der virker til at være en masse rummelighed. Derfor er jeg blevet en blogger. Jeg håber så bare at mit billede står mål med virkeligheden.’
Det virker lidt absurd at stille sig selv spørgmål på den måde. Måske er distancen udtryk for at jeg endnu ikke helt har taget denne udtryksform til mig. Men jeg tror nu nok det skal komme. Jeg må vel bare skrive mig ud af min skriveblokade…
Posted in hverdag, mig | 5 Comments »
November 4th, 2008 by douglas
Jeg synes livet er svært i disse tider. Jeg ved ikke om det er efteråret der forstærker tingene, men lige nu synes jeg sku de er ret svære.
For jeg føler jeg har mistet noget godt. Noget fuldstændig fantastisk faktisk. Hvis ikke ligefrem mit livs kærlighed, så i det mindste en kvinde overfor hvem jeg har haft stærkere følelser overfor end for nogen anden kvinde. Og det er hårdt. Jeg ved godt at jeg vil ‘komme over det’, og komme videre og blive forelsket igen. Men det ændrer ikke på det sortsyn jeg sidder med lige nu. En apatisk ugidelighed, der grænser til noget næsten depressivt.
Nu kender jeg da virkelig betydningen af ulykkelig kærlighed. Jeg må forsøge at holde fast i det positive. Det faktum at jeg rent faktisk var i stand til at nå de ‘højder’ rent følelsesmæssigt. For én ting er at være forelsket, noget andet er de næsten episke højder jeg var på. Jeg havde virkelig mistet jordforbindelsen. Og det i sig selv er ikke dårligt, men når stikket bliver trukket når man er så højt oppe, så er det en hård landing. Og det efterlader et stort hul i jorden. Jeg må så bare håbe at jeg på et senere tidspunkt i livet tilnærmelsesvis rammer de højder igen. Det er lidt svært at tro lige nu.
For hvordan kan nogen matche en kvinde der er intelligent, smuk, sexet, sensuel, interessant og med hvem man har sit livs bedste sex? En kvinde jeg nød hvert et minut i selskab med. En kvinde der som den første i ens liv giver én lyst til at få børn. Jeg kan ikke undslå følelsen af jeg fuckede det op på en eller anden måde.
Jeg må bare blive ved med at bevæge mig fremad. Så kan det jo være at der på et tidspunkt viser sig et lynpunkt. For lige nu er der ikke andet end mørke.
Posted in efterår, kærlighed | 2 Comments »
